Budget 2027: Her er ændringerne, du kan mærke i Lyngby-Taarbæk
Et bredt flertal i Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse har indgået budgetaftale for 2027. Skatten ændres ikke, flere af de varslede besparelser er taget af bordet – men andre ændringer vil kunne mærkes på blandt andet skoler, ældreområdet og i byrummet.
Budgetaftalen er indgået mellem C, F, B, A, Ø, V, I og O. Kommunens økonomi er fortsat presset, ikke mindst fordi udgifterne på de specialiserede socialområder er steget markant. Der afsættes knap 94 millioner kroner ekstra fra 2027, og budgettet til udsatte børn løftes derudover med yderligere 16,4 millioner kroner.

Flere varslede besparelser droppes
For borgerne er noget af det mest konkrete faktisk det, der ikke kommer til at ske.
Den foreslåede besparelse på busdriften er droppet. Det samme gælder reduktionen i rengøring til borgere med hjemmepleje og en besparelse på tilskuddet til frivilligt arbejde på ældreområdet.
Også på skoleområdet er der ændret kurs. En ny ressourcetildelingsmodel er taget ud af budgettet, og mellemtrinnet friholdes fra den foreslåede ændring af klassesammenlægninger. På 7. og 8. årgang hæves grænsen ved klassesammenlægninger dog fra 26 til 27 elever.
Dagplejen bliver – men i mindre form
Den kommunale dagpleje var også i spil, men den fortsætter. Den tilpasses dog til ni dagplejere, gæstedagpleje, ét dagplejehus på Vinkelvej og én dagplejepædagog.
Kommunen vil samtidig arbejde på en model, der kan bringe prisen pr. dagplejeplads tættere på prisen for en kommunal vuggestueplads.
Skoletoiletter får et løft
Et meget konkret punkt er kommunens skoletoiletter. Der afsættes 3,8 millioner kroner i 2027 og yderligere 2,4 millioner i 2028 til renovering og forbedring.
Samtidig bliver tilbuddet Next step på Lundtofte Skole permanent. Tilbuddet henvender sig til udskolingselever i mistrivsel og med længerevarende ufrivilligt skolefravær.
Det internationale spor på Lindegårdsskolen står derimod til at blive udfaset. Den eksisterende internationale 8. klasse får mulighed for at afslutte 9. klasse, men der oprettes ikke nye klasser. Nedlæggelsen skal dog først i høring.

Mere natur – og mindre græsslåning
Også i byrummet kommer der synlige ændringer. Udvalgte græsarealer i blandt andet Furesøparken og ved Sophienholm omlægges til naturgræs, mens robotplæneklippere skal overtage arbejdet flere andre steder.
Kommunen vil desuden opsamle regnvand fra egnede kommunale bygninger og bruge det til vanding af blomster og bede.
Mølleåen får samtidig ekstra opmærksomhed. Der afsættes 2,4 millioner kroner i 2027 og yderligere midler de følgende år til arbejdet med miljøtilstanden i Mølleåen og søerne opstrøms.
P-søgeringen forsvinder
Den automatiske p-søgering i kommunen bliver nedlagt. Ifølge budgetaftalen fungerer systemet ikke optimalt og står ellers over for en renovering.
Kommunen træder samtidig ud af Supercykelstisekretariatet, mens de lovpligtige badevandsprøver i Taarbæk fortsætter – men abonnementet på den daglige Badevandsudsigt opsiges.
Mere teknologi i ældreplejen
På ældreområdet bliver skærmbesøg udbredt til alle hjemmeplejens distrikter. Målet er, at 140 borgere om året kan modtage nogle besøg digitalt. Budgetaftalen understreger, at løsningen skal tage udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker og forudsætninger.
Kommunen vil også udbrede såkaldt vågeteknologi til plejeboligerne og undersøge AI-baseret vagtplanlægning. Til gengæld er forslaget om robotgulvvaskere hos borgere og reduceret rengøringsservice taget ud af budgettet.
AI skal også ind på rådhuset
Kunstig intelligens får i det hele taget en større rolle. Kommunen vil blandt andet arbejde med AI-understøttet automatisering af byggesagsbehandlingen med ambitionen om hurtigere behandling og mindre ressourceforbrug.
Der investeres også i AI-værktøjer på socialområdet og i kontrollen med socialt bedrageri.

Store projekter må vente
Kommunens anlægsbudget er allerede fuldt disponeret frem til og med 2030. Derfor skal nye projekter som udgangspunkt finde plads ved at omprioritere eksisterende projekter.
Renovering af Hummeltofteskolen og en permanent løsning for musikskolen får ifølge aftalen højeste prioritet i arbejdet med et nyt 10-årigt anlægsprogram. Legepladsen på Fuglsanggårdsskolen får desuden 4,3 millioner kroner til genopretning i 2028.
2028 er det store spørgsmål
Selvom aftalen kaldes Budget 2027-2030, understreger forligspartierne, at der reelt er tale om et etårigt budgetforlig for 2027.
Usikkerhed om blandt andet skatteindtægter og en kommende udligningsreform betyder, at økonomien fra 2028 fortsat er usikker. Derfor kan nye besparelser eller øgede indtægter komme på tale senere.
For 2027 er retningen dog lagt: uændret skat, flere af de mest borgernære besparelser taget af bordet – og et markant større fokus på effektivisering, teknologi og det specialiserede socialområde.
Giv os en kop kaffe
Kan du lide det, vi laver? Alt om Lyngby er drevet af lysten til at fortælle de lokale historier. Hvis du har lyst, kan du støtte os med en kop kaffe og hjælpe os med at holde de lokale historier i gang.
Giv en kop kaffe